Kære ven i Høje Gladsaxe!
Efter sommerferien er det dejligt at komme hjem – ikke til det danske vejr, ikke til stress pga. arbejde eller arbejdsløshed – men at komme hjem til sine VENNER!
Gamle venner i skolen, på jobbet, i pensionistkluben – eller nye venner, hvis du er flyttet eller har fået nye naboer i opgangen eller klasseværelset.
Mange videnskabelige undersøgelser beviser, at gode venner forlænger livet, giver mere modstandskraft mod sygdom og mere livsglæde. Venskab er derfor også meget vigtigt i kristentroen:
|
”Ingen elsker mere end den der ofrer sit liv for sine venner, og I er mine venner hvis I overholder mit bud.” |
Gud vil altså være vores ven – fra vugge til krukke. Før vi bliver født, kender han os.
Når vi dør, er han gået i forvejen og åbner bagdøren.
Jesus er vores ældste og bedste ven.
Kirken er fællesskabet af dem der vil være venner med Gud gennem Jesus.
De bliver så tit også venner med hinanden.
Prøv selv!
Månedens beslutning: Tag kontakt med to af dine gamle venner – og bed Gud om at give dig én ny!
Månedens tanke: Man har så meget venskab som man giver.
Kærlig hilsen
Morten Miland Samuelsen



