Udskriv
PDF

Dåb

Når barnet skal have et navn.
Inden barnet fylder 6 måneder, skal det have et navn. Sådan er loven i Danmark. Navngivning sker ved dåb eller ved anmeldelse til kirkekontoret.
Når barnet er døbt eller navngivet meddeler kordegnen dette til folkeregisteret, som derefter sender barnets sygesikringsbevis.

Hvad skal barnet hedde?
Det må I virkelig selv finde ud af! Der er skrevet tykke bøger om det, som findes på biblioteket. Men vent og se jeres barn – så giver det sig meget ofte af sig selv.

Men hvis I vil blive helt forvirrede, så prøv på Kirkeministeriets hjemmeside. Der står en løbende ajourført liste over alle godkendte fornavne.

Godkendte pige og drengenavne:
Kordegnen kan oplyse om evt. tvivlsspørgsmål med hensyn til navnelovgivningen og rådgiver gerne. Hvis det fornavn, I ønsker, ikke er på listen over godkendte navne, må I søge Kirkeministeriet om dispensation - via kirkekontoret.

NB: Hvis forældrene ikke stammer her fra landet, kan barnet få et navn fra hjemlandets tradition.

Ved dåben bliver man medlem af Den danske Folkekirke. Ifølge Folkekirkens tro betyder det, at den døbte får Gud som far, Jesus som bror og frelser og Helligånden som ven og ledsager. Den døbte bliver medlem af Guds familie – kirken, et verdensomspændende fællesskab. Den døbte får løfte om syndernes forladelse og det evige liv.

Dåben hænger sammen med troen – tilliden til Gud og ønsket om at tage imod hans gaver. Det lille barn ved alt om at tage imod med hjertet; siden hen i livet bliver det vigtigt at lære hvad Jesus har sagt til os, så man ved hvem det er er vi tror på.

Hvis du vil vide mere om dåben, kan du kontakte præsten.


Barnedåb
Kontakt præsten og aftal, hvilken søndag I skal holde dåb. I kan samtidig komme med forslag til et par af gudstjenestens salmer

Et par uger før dåben mødes I med præsten til en samtale. Her får I gennemgået dåbsritualet, vi snakker om salmer og den slags, og I får svar på alle jeres spørgsmål om selve dåbsfesten i kirken.

Ved samtalen skal præsten have en liste over jeres barns faddere (også kaldet gudforældre). Der skal være 3-5 faddere. De skal selv være døbt og over konfirmationsalderen. Fadderne er vidner på at dåben er sket – men de skal også støtte forældrene i den spændende opgave at oplære børnene i den kristne tro, f.eks. ved at bede for deres gudbarn. Hvis forældrene dør, før barnet bliver konfirmeret, skal fadderne sørge for at barnet bliver opdraget i kristen tro og børnelærdom.

Ved dåben bæres barnet af en af forældrene eller en af fadderne.

Normalt er dåben en del af den almindelige højmesse om søndagen. På den måde kan man opleve tydeligt, at barnet bliver en del af hele Guds familie. Hvis I har særlige grunde, kan I snakke med præsten om muligheden for at holde dåben på et andet tidspunkt ved en særlig dåbsgudstjeneste. Nogle forældre vælger at holde barnedåb og bryllup samtidig. (Fotograferingsregler)

Dåb af større børn
Man kan blive døbt hele livet (Haraldskirkens foreløbige rekord er vist en 74-årig!).

Hvis du vil have døbt dit barn på et senere tidspunkt i livet, kontakter du præsten. Der vil som regel blive tale om lidt undervisning før dåben. I skal udfylde en underskrevet anmodning om dåb (15-18 årige skal også selv skrive under).

Større børn kan være lidt generte, så dåben holdes ofte ved en særlig gudstjeneste. Det kan f.eks. være en lørdag, hvor man inviterer den nærmeste familie og venner til en lille fest – eller det kan være en søndag, hvor familien deltager i den almindelige gudstjeneste og bliver tilbage til dåb efter gudstjenesten.

Børn under skolealderen: Præsten holder en samtale med barn og forældre i hjemmet. Familien får en bog at læse for barnet. Kort før dåben mødes præst og barn og en forælder i kirken, hvor vi leger dåben igennem, så barnet kan være afslappet over for situationen og få besvaret sine spørgsmål.

Børn der går i skole: Præsten holder en indledende samtale med barn og forældre i hjemmet. Derefter bliver der nogle undervisningstimer i kirken over en måneds tid. Alt efter barnets alder kan der benyttes forskellige bøger, videofilm eller computerprogrammer. Kort før dåben holdes en hyggelig generalprøve i kirken.

Børn der går til konfirmandundervisning: Konfirmandundervisningen går i stedet for dåbsundervisning. Når konfirmanden føler sig parat (dog tidligst i december), aftales dåbsdag, og præsten holder en samtale med forældrene og konfirmanden som forberedelse.

Voksendåb
Hvis du gerne vil døbes til at være med i Guds familie, kontakter du præsten. Som regel tilrettelægger præsten en dåbsundervisning sammen med dig over en måneds tid (afhængig af dine forkundskaber). Noget af undervisningen kan være deltagelse i et af Haraldskirkens grundkurser i kristendom, men det vigtigste vil være samtaler med præsten over bibeltekster og måske en god bog, så du kan få svar på dine spørgsmål.

Ved selve dåben skal du have et par vidner, som skrives ind i kirkebogen. Det er en god idé at vælge nogle mennesker, som du ved vil bakke dig op i din beslutning om at være kristen.

Navngivning uden dåb
Kontakt kirkekontoret og få en blanket til navngivning. Den udfyldes og underskrives af dem der har forældremyndigheden. Når kirkekontoret har fået blanketten og barnets fødselsattest, får I tilsendt en navneattest i løbet af få dage.


Der er ingenting i vejen for, at barnet senere kan blive døbt, hvis I skulle skifte mening.

Det er også muligt, at navngive sit barn elektronisk på Internettet via Personregistrering.
Dette forudsætter, at du har en DigitalSignatur. Har du ikke det kan du bestille en her.

Ugens Bibellæsning

Klik Her

Bibelen On-Line

Klik Her

taxa4
Husk! Kirkebil -


for alle, der har brug for det !