- Tre generationer i Indien

Det plejer at være præster, der velsigner andre. Men her er det jeres sognepræst, der bliver velsignet af en elefant! (Det er elefanten til venstre). Historien foregår i Tiruvannamalai i det sydøstlige hjørne af Indien, et par timers kørsel fra storbyen Chennai (tidligere Madras) i Tamil Nadu.
I denne del af Indien er der ca. 5 procent kristne. Mange af dem taler med taknemmelighed om de danske missionærer, der kom med nyheden om Jesus til dem. Nu har Haraldskirkens hjælpe-præst, Mogens Miland, for tredje gang været i Indien for at rådgive kirken om fællesskab og menighed. Hans sønnesøn Jakob ville gerne se, hvad farfar lavede, så sognepræst Morten måtte jo tage med og passe på.

Her er et andet billede, der er helt epokegørende. Til højre står Shankar, en højtstående brahminpræst ved templet i Tiruvannamalai. I hinduernes kastesystem er han simpelthen hævet over alt andet. Til venstre står Joshua Peter, en kasteløs dalit. For en hindu er det simpelthen bunden af 4. division. Men de mødes som venner. Den kasteløse er nemlig kristen, så han ved at han er ligeså meget værd for Gud som brah-minen. J.P. er præst ved det kristne dialogcenter ”Quo Vadis”, hvor mennesker af alle religioner kan mødes som ligemænd. For Jesus behandlede alle ens. Den kristne dialogpræst tog de tre generationer Miland med i templet, hvor hindu-brahminpræsten tog imod dem som venner. Vi fik lov at velsigne hinanden.

Hvad kan vi danskere lære af sådan noget? At de der bor sammen i et land, hører sammen – lige meget hvilken religion de foretrækker. Den kristne har oven i købet et forspring. Jesu har nemlig lært os, at alle mennesker er lige værdifulde i Guds øjne. Så må vi prøve at se på hinanden med Guds briller. I ægte dialog kan vi blive venner og se på hinanden som Guds spændende familie.